Unikke danske juletraditioner

Når det kommer til juletraditioner har danskerne nogle unikke skikke, og som den eneste dansker hos bab.la har jeg taget det på min kappe at introducere dem for jer læsere.

I Danmark fejrer vi jul d. 24. december, og en af de ting vi går mest op i i løbet af julemåneden, er, at tælle dagene indtil vi endelig får lov at spise lækker julemad og pakke gaver op. De to vigtigste ting når vi tæller dagene er et Kalenderlys og en julekalender. Julekalenderen med dens 24 låger er også et udbredt fænomen i de engelsk- og tysktalende lande, men kalenderlyset er en ret unik dansk tradition. Hver aften tænder vi lyset og betragter det, mens dagene indtil jul smelter væk.

En anden måde at tælle dagene på er fjernsynets julekalender. Hver aften fra d. 1. til d. 24. december bliver der vist et nyt afsnit af en Tv-serie med juletema, der kan handle om alt fra Jesu barndom til hvor nisserne egentlig kommer fra. Sædvanligvis har de to største danske kanaler, DR1 og TV2, hver deres julekalender, og en gang imellem viser en eller begge kanaler tillige en ”voksen-julekalender”. Min personlige yndlingsjulekalender er Skibet i Skilteskoven fra 1992, der dybest set er historien om en gammel sømand (baggårdspumaen Otto Brandenburg) der bor med sin talende papegøje på et skib i en granskov, og som prøver at forhindre den ”onde” duftfabrikant Viggo Velva (Axel Strøbye) i at brænde skoven af og sælge den som ”Jul på Dåse”. Sømandens nærmeste allierede er et pigebarn med et lommelaboratorium, en dame med tandbørster i håret, og tre nisser (Linie 3), som dagligt går i fælles skumbad. Og så synger de også en hel del.

Når det så endelig bliver juleaften fokuserer vi danskere på to ting: 1. mad og 2. juletræet og gaverne under det. Traditionel dansk julemad består af masser af gris/fjerkræ, kål, kartofler og sovs. Som dessert spiser man traditionelt ”risalamande” – kold risengrød med flødeskum, hakkede mandler og kirsebærsovs. Efter maden og inden pakkerne åbnes, er det tid til at udføre et sidste unikt juleritual: Dansen omkring juletræet. Alle tager hinanden i hænderne og danner en cirkel omkring træet; hvis ens familie ikke er stor nok, er det tilladt at alliere sig med diverse pels- eller kæledyr for at kunne nå hele vejen rundt. Mens vi danser omkring træet synger vi traditionelle danske julesange indtil lysene på træet brænder ud, eller den yngste til stede får et hysterisk anfald.

Glædelig jul!

[English]

You might also like: