Bornholm – Solskinsøen i Østersøen

Når man taler med udlændinge om Danmark, tror mange, at landet kun består af Jylland. Så kan man fortælle, at landet dog er lidt større end en forlængelse af Tyskland, at der midt i landet ligger en lille, fin ø, der hedder Fyn – og at der på den anden side af Fyn, over imod Sverige, ligger en ø, der hedder Sjælland. Her ligger København, som de fleste dog også kender. Hvad man ofte glemmer at fortælle er, at der, et godt stykke ude i Østersøen, mere end 100 km. væk fra resten af Danmark, ligger endnu en ø, som også er en del af landet. Øen, der er 588,5 km2 stor, hedder Bornholm – i daglig tale er den også kendt som ”Solskinsøen” eller ”Østersøens Perle”.
Som disse tilnavne udtrykker, er Bornholm noget helt specielt og absolut et besøg værd! Her vil du få en helt kort beskrivelse af nogle af de mest kendte seværdigheder på øen.

Bornholm er bl.a. kendt for sine fire rundkirker, der med de hvidkalkede sider og runde kirkeskibe adskiller sig meget fra de fleste øvrige kirker i Danmark (http://www.wdbornholm.dk/ny_side_9.htm).
Hammershus, som ses på billedet, blev gennem historien bl.a. benyttet som tilflugtssted for fredsløse, som fæstning i krigstider og som bolig for ærkebiskopper. Fra 1526 var borgen under udenlandsk magt, indtil den danske konge i 1658 fik ejerskabet tilbage. Fra 1743 boede der ikke længere mennesker på Hammershus, og man brugte derfor borgen som stenbrud. Med årene forfaldt bygningen og blev til en ruin, der i 1822 blev fredet (http://da.wikipedia.org/wiki/Hammershus).
Selve landskabet på Bornholm er i sig selv unikt. Langs kysten finder man på nogle strækninger smukke sandstrande (besøg f.eks. den kendte strand Dueodde på øens sydspids), hvor man om sommeren kan bade. På andre strækninger rundt om øen er naturen mere rå – her er ingen strand, og bølgerne slår direkte ind mod de bare klipper. Dette smukke syn ses f.eks. ved Jons Kapel.

Besøger man Solskinsøen, bør man også lægge vejen forbi et af de mange røgerier, hvor der ofte er mulighed for at købe friskrøget fisk fra Østersøen – især er de røgede sild populære og et kendt varemærke for øen.
Nyd den smukke ø!

[English]

You might also like: