Det skandinaviske broderskab

Når folk uden for Danmark spørger ind til mit modersmål, dansk, siger jeg altid, at hvis man beslutter sig for at lære dansk er det en slags ”lær ét – få to gratis” investering. Med det mener jeg, at de tre skandinaviske sprog, dansk, norsk og svensk, er så ens, at hvis man er flydende i et, kræver det kun en lille indsats for at lære at læse og forstå de andre to sprog. Men desværre er det at læse et sprog én ting, det at høre og forstå en helt anden.

Sidst jeg var i Sverige deltog jeg i en konference i Malmø, og da jeg skulle tjekke ind ved damen på konferencen for at få mit ID-kort fandt følgende optrin sted: Dame (på svensk): ”Goddag og velkommen, hvad hedder du og hvilket firma er du her med?” Mig (på dansk): Hej, jeg hedder Helle og jeg er her med firma XX.” Dame (ligner en der lige er blevet slået i hovedet med en hammer og fortsætter langsomt og tydeligt på engelsk): ”HVAD ER DIT NAVN?”

Denne lille episode illustrerer ret fint forskellen mellem evnen og viljen til at kommunikere på tværs af to sprog. De skandinaviske lande deler en lang, fælles historie, de var en gang et land, og selvom det er lang tid siden, elsker vi stadig at hade hinanden den dag i dag. Vi danskere elsker at forestille os nordmændene som en folk fiskere iført hjemmestrik og sivsko, og svenskerne er vel… Hm… svenskere! Siden de fleste danskere ikke kan høre forskel på svensk og norsk vil svenske turister måske vælge at fortælle folk de kommer fra Norge for at få bedre service når de holder ferie i Danmark.

Dette er ret foruroligende, men jeg mener nu stadig, at forholdet mellem de skandinaviske lande ligner det forhold der er mellem søskende: Det kan godt være vi driller og gør grin med hinanden, men når det virkelig gælder, står vi sammen. Besøg satwcomic.com og mor dig kosteligt! Det er sjovt, fordi det er sandt!

[English]

You might also like: